Evaluering af VMS tavler på M4

af Poul Greibe og Belinda la Cour Lund

Sammenfatning

Trafitec har for Vejdirektoratet undersøgt trafikanternes adfærd i forbindelse med VMS tavler til midlertidig reduktion af hastigheden ved arbejdskørsel ud fra midterrabatten på motorvej.

VMS tavlerne har været testet på M4 d. 30. oktober 2012 i 4 perioder á 5 min. samt en efterfølgende periode på sammenlagt 65 min. VMS tavlerne viser 50 km/t, når de aktiveres. Når de er slukket, er den gældende hastighedsgrænse 80 km/t.

I forbindelse med at tavlerne har været aktiveret har der været én arbejdskørsel ind/ud af arbejdszonen (fra midterrabat).

Hastighedsmålinger tæt ved VMS tavlen viser, at tavlerne (når de er tændt) reducerer gennemsnitshastigheden med ca. 13 km/t (fra 75 til 62 km/t). 85 % fraktilen reduceres med 9 km/t (fra 83 – 74 km/t).

I forbindelse med selve ind/udkørsel fra arbejdszonen ses i flere tilfælde en markant hastighedsreduktion blandt køretøjerne på motorvejen. Dette gælder både når lastbilen kører fra motorvej og ind i arbejdszonen (skiltet hastighed 80 km/t), og når lastbilen kører fra arbejdszonen og ud på motorvejen igen (hastighed nedskiltet til 50 km/t). Det tyder på, at lastbilens manøvre i forbindelse med både ud- og indkørsel sker på en sådan måde, at de øvrige bilisternes hastighed og valg af kørespor påvirkes.

Adfærdsobservationerne tyder dog på, at kørsel ud af arbejdszonen tilsyneladende sker uden problematiske følger for trafikken på motorvejen. Ved kørsel ud af arbejdszonen, er hastigheden nedskiltet til 50 km/t, og chaufførerne har mulighed for selv at vurdere trafiksituationen inden de kører ud på motorvejen.

I fire ud af de fem kørsler fra motorvejen ind i arbejdszonen er den skiltede hastighed 80 km/t. Arbejdskøretøjerne skal ud i det hurtige spor for at komme ind i arbejdszonen. Når arbejdskøretøjerne således bliver nødt til at bremse inden de kører ind i arbejdszonen, betyder det samtidigt at bagvedkørende trafikanter også må bremse. Ved kørsel ind i arbejdszonen er der i én af de fem kørsler registreret en problematisk indkørsel. Her foretager et arbejdskøretøj et hurtigt vognbaneskift tæt på arbejdszonen, ind foran en bil i det hurtige spor. Bilen i det hurtige spor bremser som følge heraf forholdsvist kraftigt, og vælger efterfølgende, at foretage et vognbaneskift mod højre.

Hvad søger du?

Søg