Annullering af vejtavler Mørketest

af Lene Herrstedt og Puk Kristine Andersson

Baggrund og formål

I forbindelse med vejarbejder er det nødvendigt at regulere trafikken. Det indebærer ofte, at en eller flere vejtavler og/eller anden vejafmærkning skal annulleres midlertidigt, mens vejarbejdet udføres.

I vejreglerne for afmærkning af vejarbejder findes nogle få generelle anbefalinger for ”Annullering af tavler” og ”Overstregning af tavler”. I praksis foretages annulleringer på mange forskellige måder. En række eksempler fra vejarbejder på motorveje og almindelige landeveje viser, at der ofte er tale om utilstrækkelig og tvetydig annullering.

På den baggrund har Vejdirektoratet igangsat en undersøgelse af, hvordan annullering af vejtavler kan udføres, så trafikanterne tydeligt kan se og forstå informationen. Formålet er at finde frem til nogle anbefalinger for, hvordan man bedst muligt udfører annulleringer af vejtavler.

Undersøgelse i 6 etaper

Undersøgelsen gennemføres i 6 etaper (reference 1):

Etape 1: Udarbejdelse af spørgegrundlaget til brug for en internettest

Etape 2: Analyse og delrapportering af internettestens resultater

Etape 3: Vurderinger af annullerede vejtavler i mørke

Etape 4: Bilisters adfærd med brug af GPS

Etape 5: Anbefalinger

Etape 6: Afrapportering

Etape 1 og 2 er gennemført i efteråret 2017. Metode og resultater er afrapporteret i Trafitecs rapport, december 2017 (Reference 2).

Denne rapport omhandler Etape 3, hvor der foretages en systematisk vurdering af annullerede vejtavler i mørke. Resultaterne vil indgå som grundlag for Vejdirektoratets fremtidige regler og anbefalinger vedr. annullering af vejtavler.

Hovedkonklusion

For alle tavlerne – med undtagelse af C55-tavlen – vurderes det, at den tykke overstregning (svarende til versalhøjden for annulleret tekst eller dobbelt diagramsignaturbredde på diagramtavler) fungerer bedst sammenlignet med vejreglernes anbefalede stregtykkelser (1/2 versalhøjde). For C55-tavlen er det Vejreglernes anbefalede stregtykkelse, der fungerer bedst.

De røde dækbånd fremstod som sorte – ikke røde. Det skyldes, at der ikke er reflekterende overflade på de anvendte dækbånd. Uden refleksion vil de altid ses som sorte i lyset fra billygter.

Der er behov for at arbejde videre med at finde et bedre egnet materiale samt udvikle metoder til fastgørelse af båndene på vejtavlerne.

Hvad søger du?

Søg