Introduktion
Dette notat om ”Ganghastigheder – med særlig fokus på ældre fodgængere” er en del af det nordiske samarbejdsprojekt ”Den dimensionsgivende Trafikant”, som omhandler forskellige trafikantgruppers krav til vejsystemets udformning og indretning baseret på eksisterende viden om trafikanters fysiske og mentale formåen i forskellige trafiksituationer.
Dagens trafiksituation er ikke altid i tilstrækkelig grad tilpasset de ældre trafikanters behov til trods for, at de ældre udgør en stigende andel af befolkningerne i den vestlige verden – inklusive de nordiske lande. Der er de seneste ti år udført en del forskningsprojekter med det formål at afdække ældres problemer og særlige behov, også når det gælder indretning af trafiksystemet.
Selvom der foreligger ny viden i relation til en række forhold, er hensynet til de ældre trafikanter endnu ikke i tilstrækkelig grad indarbejdet i designmanualerne. Det skyldes blandt andet, at den eksisterende viden er spredt og at den ikke altid udgør en tilstrækkeligt dækkende dokumentation for opstilling af nye klare rekommandationer for design.
På den baggrund er der udført et litteraturstudium med det formål at samle den eksisterende viden om fodgængerhastigheder med særlig fokus på de ældre fodgængere.
Litteraturstudiet er hovedsageligt baseret på referencer af nyere dato hvor undersøgelserne er gennemført inden for de seneste 10-12 år og inkluderer flere ret omfattende undersøgelser baseret på store datagrundlag.
Resultaterne af litteraturstudiet er sammenfattet i dette notat. Som supplement hertil er der udarbejdet et baggrundsnotat, der indeholder korte resumeer af udvalgte referencer.