Undersøgelse af bilisters adfærd ved passage af reklamefly

af Lene Herrstedt og Belinda la Cour Lund

Sammenfatning og konklusion

Trafitec ApS har for Vejdirektoratet undersøgt trafikanternes adfærd ved passage af et fly, som er opstillet af et reklamefirma som blikfang i umiddelbar nærhed af motorvejen E45 ved Skanderborg/Stilling.

Formålet med undersøgelsen har været at få belyst, om flyet tiltrækker bilisternes opmærksomhed og påvirker trafikanternes adfærd på en måde, der kan have negative konsekvenser for trafiksikkerheden.  

Der er foretaget 20 gennemkørsler af en testrute med i alt 40 forbikørsler af flyet. Ved brug af eye-tracker udstyr er der foretaget en registrering af testpersonernes øjenbevægelser. Herudfra kan det bestemmes, om bilisterne kigger på flyet samt hvor ofte og hvor længe de ser på det. Dette sammenholdes med hastigheden og tidsafstanden mellem bilerne på motorvejen. 

Såfremt der køres med tilstrækkeligt store sikkerhedsafstande set i forhold til den tid, der kigges væk fra trafikken, er der ikke umiddelbart et trafiksikkerhedsproblem, men hvis det omvendte er tilfældet, kan der dokumenteres et potentielt trafiksikkerhedsproblem.  

Resultaterne af undersøgelsen viser, at:

Ud fra registrering af bilisternes øjenbevægelser på de delstrækninger, hvor de har mulighed for at se flyet, ses det – som forventet – at både det største antal af blik og de længstvarende blik er rettet mod vejen.

Bilisterne retter dog også blikket mod flyet. Både for bilisterne kørende mod nord og bilisterne kørende mod syd er 40 % af de registrerede blik, på delstrækningerne, hvor de har mulighed for at se flyet, rettet mod flyet. Flyet synes således at tiltrække sig en væsentlig del af bilisternes opmærksomhed.

Omkring 12 % -14 % af den tid, det tager at gennemkøre delstrækningerne, hvor flyet er synligt for motorvejstrafikanterne, bruger bilisterne til at se på flyet. Tilsvarende bruger de 85 %-87 % af tiden til at se på vejen og trafikken.

De fleste blik rettet mod flyet – dvs. 81 % – er relativt korte med en varighed på under 1 sekund. Cirka hvert femte blik (19 %) har en længere varighed på 1 sekund eller derover og cirka 7 % af blikkene har en varighed på 1,5 sekund eller mere. I enkelte tilfælde forekommer blik med en varighed på over 2 sekunder. 

Den tid, bilisterne bruger til at se på flyet, har de ikke rettet deres visuelle opmærksomhed mod vejen og trafikken. 

Hastighedsmålingerne og registrering af tidsafstande mellem bilerne på motorvejen i dagtimerne viser, at mellem 24 – 36 % af tidsgabene mellem bilerne i højre kørespor er på 2 sekunder eller kortere og hele 10-15 % af de målte tidsgab ligger på 1 sekund eller mindre.

De tilsvarende tal for venstre kørespor – overhalingssporet – viser at mellem 47 % og 50 % af tidsgabene er på 2 sekunder eller kortere, mens hele 32 % af de målte tidsgab ligger helt nede på 1 sekund eller mindre.

Erfaringerne siger, at trafikanternes normale reaktionstid ligger på omkring 2 sekunder. Nogle kan i visse situationer reagere hurtigere og i andre situationer langsommere. Ud fra de målte tidsafstande mellem bilerne kan det konstateres, at en væsentlig del af bilisterne kører med en utilstrækkelig sikkerhedsafstand.

En gennemgang af videooptagelserne for de enkelte testkørsler viser en tendens til, at bilisterne i overhalingssituationer med tæt trafik, for det meste koncentrerer sig om vejen og trafikken og dermed kaster færre og kortere blik mod flyet, end ellers.

Nogle af de konstaterede langvarige blik på over 1,0 sek. mod flyet forekommer i situationer med relativ let trafik og med relativt store tidsafstande til forankørende. Disse situationer synes at være ret uproblematiske og medfører næppe en forøget risiko i sig selv, selv om flyet tiltrækker sig en del af de forbikørende bilisters opmærksomhed.

Analyserne af de 40 testkørsler forbi flyet viser dog også, at der i ni tilfælde forekommer blik mod flyet af en varighed på over 1 sekund samtidig med, at tidsafstanden til den forankørende er mindre end 2 sekunder, og i enkelte tilfælde helt nede omkring 1 sekund i tidsafstand. Samtidig forekomst af sådanne langvarige blik mod flyet i situationer med relativt korte tidsafstande til forankørende – heraf nogle i tæt trafik med overhalinger – indebærer samlet set et øget potentiale for trafikulykker.

Ud fra undersøgelsen må det derfor konkluderes, at flyet tiltrækker bilisternes opmærksomhed i en grad, der – under de givne trafikale forhold, hvor trafikken ofte er tæt og en stor del af bilisterne kører med relativt korte tidsafstande – giver anledning til situationer, som indebærer en øget risiko.

Hvad søger du?

Søg